22-årige Henriette Jakobsen har været talblind hele sit liv. I sommer kom hun på VUC, og nu kan hun tallene op til 1000.

Hvis tallet 17 er lige så uforståeligt som et семнадцать (det russiske ord for 17, red), er det svært at klare selv de nemme regnestykker i folkeskolen.

Og hvis ens personnummer er en remse, man må lære ud fra ordene, fordi tallene ikke giver mening, så er det svært at få en hverdag til at fungere, for hvor mange penge skal du have op af pungen, når ekspedienten siger 249,50? og hvordan når du frem, hvis bussen kører klokken 15.23, og der ligeså godt kunne stå nogle kinesiske tegn i køreplanen?

Sådan var Henriette Jakobsen liv i mange år.

Jeg havde det dårligt og følte mig så dum. Jeg var ked af det og tænkte, at jeg aldrig ville kunne få en uddannelse og et job, at jeg ville blive førtidspensionist og aldrig være i stand til at hjælpe mine børn med deres lektier, fortæller hun.

I dag har hun det helt anderledes. Hun er håbefuld og optimistisk, når hun ser på sin fremtid. Ændringen skete, da hun i sommer begyndte på VUC.

Jeg kunne kun tallene fra nul til ni, da jeg kom her. Hvis jeg skulle forstå et tal som 22, skulle man sige to-to til mig. Ellers vidste jeg ikke, hvordan det så ud, og jeg vidste stadig ikke, hvad det betød. Men her fik jeg en lærer, som forstod mig. Vi talte om, at jeg bedst forstår tallene, når jeg har læst dem, så hun skrev alle tallene fra nul til 1000 til mig. Først med tal og så skrev hun ordene neden under. Det skulle jeg skrive over, og så har jeg terpet dem så meget, at jeg nu kan dem, fortæller Henriette Jakobsen, der også er begyndt at gå til bingo for at træne sine nye færdigheder.

Overset lidelse

Talblindhed er den meget oversete søster til ordblindhed. Hvor alle efterhånden kender til ordblindhed og hvilke redskaber og muligheder man har som ordblind, er talblindhed stadig en lidelse, som kun få kender. Måske var det også grunden til, at Henriette Jakobsen nåede at blive 19 år, før hun blev testet for talblindhed.

Jeg har altid skændtes med min far om skolearbejdet. Han troede ikke, at jeg havde lavet lektier, men jeg havde forsøgt - jeg kunne bare ikke finde ud af det, selvom jeg fik specialundervisning og det hele. Da jeg var 15 år, døde min mor, og jeg begyndte at gå hos en psykiater. Det gjorde jeg også, mens jeg tog de første to år af mekanikeruddannelsen, men da der kom for mange tal ind i uddannelsen, måtte jeg springe fra. Psykiateren sendte mig til test på Herning Sygehus, og det var bare så stor en lettelse for mig, da jeg, min far, mentoren fra teknisk skole og min kæreste kunne få at vide, hvorfor jeg havde så svært ved tal – det var ikke, fordi jeg var doven eller dum, som jeg gik og sagde til mig selv, fortæller hun.

Fremtiden er lys

Pludselig ser fremtiden lys ud for Henriette Jakobsen. Mekanikerdrømmen er kørt i garagen, mens hendes far foreslog hende at begynde arbejde med mennesker. Det råd har hun fulgt og arbejder i dag på Spjald Plejehjem. Det er meget bedre, og der er ikke mange tal – og når der er tal, så er de søde til at vise hensyn.

I begyndelsen kunne de sige, at jeg skulle gå hen til stue et-syv, men nu kender jeg jo tallene og kan godt forstå 17, fortæller hun.

Henriette Jakobsen er begyndt på EGU, som på to år giver hende den uddannelse, hun gerne vil have, så hun fremover kan søge de jobs, hun kunne tænke sig.

Derfor anbefaler jeg også andre, som har det svært i skolen at begynde på VUC. Her er ikke så mange i klasserne, og lærerne har bedre tid til at hjælpe. Og er du i tvivl – så få taget den test om talblindhed. Det hjælper, når man ved, hvad problemet er. Husk: du kan godt. Det gælder bare om at få de rigtige hjælpemidler. Der skal nok være en vej, lyder hendes råd.

Henriette er talblind

22-årige Henriette Jakobsen har været talblind hele sit liv. I sommer kom hun på VUC, og nu kan hun tallene op til 1000.

Hvis tallet 17 er lige så uforståeligt som et семнадцать (det russiske ord for 17, red), er det svært at klare selv de nemme regnestykker i folkeskolen.

Og hvis ens personnummer er en remse, man må lære ud fra ordene, fordi tallene ikke giver mening, så er det svært at få en hverdag til at fungere, for hvor mange penge skal du have op af pungen, når ekspedienten siger 249,50? og hvordan når du frem, hvis bussen kører klokken 15.23, og der ligeså godt kunne stå nogle kinesiske tegn i køreplanen?

Sådan var Henriette Jakobsen liv i mange år.

Jeg havde det dårligt og følte mig så dum. Jeg var ked af det og tænkte, at jeg aldrig ville kunne få en uddannelse og et job, at jeg ville blive førtidspensionist og aldrig være i stand til at hjælpe mine børn med deres lektier, fortæller hun.

I dag har hun det helt anderledes. Hun er håbefuld og optimistisk, når hun ser på sin fremtid. Ændringen skete, da hun i sommer begyndte på VUC.

Jeg kunne kun tallene fra nul til ni, da jeg kom her. Hvis jeg skulle forstå et tal som 22, skulle man sige to-to til mig. Ellers vidste jeg ikke, hvordan det så ud, og jeg vidste stadig ikke, hvad det betød. Men her fik jeg en lærer, som forstod mig. Vi talte om, at jeg bedst forstår tallene, når jeg har læst dem, så hun skrev alle tallene fra nul til 1000 til mig. Først med tal og så skrev hun ordene neden under. Det skulle jeg skrive over, og så har jeg terpet dem så meget, at jeg nu kan dem, fortæller Henriette Jakobsen, der også er begyndt at gå til bingo for at træne sine nye færdigheder.

Overset lidelse

Talblindhed er den meget oversete søster til ordblindhed. Hvor alle efterhånden kender til ordblindhed og hvilke redskaber og muligheder man har som ordblind, er talblindhed stadig en lidelse, som kun få kender. Måske var det også grunden til, at Henriette Jakobsen nåede at blive 19 år, før hun blev testet for talblindhed.

Jeg har altid skændtes med min far om skolearbejdet. Han troede ikke, at jeg havde lavet lektier, men jeg havde forsøgt - jeg kunne bare ikke finde ud af det, selvom jeg fik specialundervisning og det hele. Da jeg var 15 år, døde min mor, og jeg begyndte at gå hos en psykiater. Det gjorde jeg også, mens jeg tog de første to år af mekanikeruddannelsen, men da der kom for mange tal ind i uddannelsen, måtte jeg springe fra. Psykiateren sendte mig til test på Herning Sygehus, og det var bare så stor en lettelse for mig, da jeg, min far, mentoren fra teknisk skole og min kæreste kunne få at vide, hvorfor jeg havde så svært ved tal – det var ikke, fordi jeg var doven eller dum, som jeg gik og sagde til mig selv, fortæller hun.

Fremtiden er lys

Pludselig ser fremtiden lys ud for Henriette Jakobsen. Mekanikerdrømmen er kørt i garagen, mens hendes far foreslog hende at begynde arbejde med mennesker. Det råd har hun fulgt og arbejder i dag på Spjald Plejehjem. Det er meget bedre, og der er ikke mange tal – og når der er tal, så er de søde til at vise hensyn.

I begyndelsen kunne de sige, at jeg skulle gå hen til stue et-syv, men nu kender jeg jo tallene og kan godt forstå 17, fortæller hun.

Henriette Jakobsen er begyndt på EGU, som på to år giver hende den uddannelse, hun gerne vil have, så hun fremover kan søge de jobs, hun kunne tænke sig.

Derfor anbefaler jeg også andre, som har det svært i skolen at begynde på VUC. Her er ikke så mange i klasserne, og lærerne har bedre tid til at hjælpe. Og er du i tvivl – så få taget den test om talblindhed. Det hjælper, når man ved, hvad problemet er. Husk: du kan godt. Det gælder bare om at få de rigtige hjælpemidler. Der skal nok være en vej, lyder hendes råd.

22-årige Henriette Jakobsen har været talblind hele sit liv. I sommer kom hun på VUC, og nu kan hun tallene op til 1000.

Hvis tallet 17 er lige så uforståeligt som et семнадцать (det russiske ord for 17, red), er det svært at klare selv de nemme regnestykker i folkeskolen.

Og hvis ens personnummer er en remse, man må lære ud fra ordene, fordi tallene ikke giver mening, så er det svært at få en hverdag til at fungere, for hvor mange penge skal du have op af pungen, når ekspedienten siger 249,50? og hvordan når du frem, hvis bussen kører klokken 15.23, og der ligeså godt kunne stå nogle kinesiske tegn i køreplanen?

Sådan var Henriette Jakobsen liv i mange år.

Jeg havde det dårligt og følte mig så dum. Jeg var ked af det og tænkte, at jeg aldrig ville kunne få en uddannelse og et job, at jeg ville blive førtidspensionist og aldrig være i stand til at hjælpe mine børn med deres lektier, fortæller hun.

I dag har hun det helt anderledes. Hun er håbefuld og optimistisk, når hun ser på sin fremtid. Ændringen skete, da hun i sommer begyndte på VUC.

Jeg kunne kun tallene fra nul til ni, da jeg kom her. Hvis jeg skulle forstå et tal som 22, skulle man sige to-to til mig. Ellers vidste jeg ikke, hvordan det så ud, og jeg vidste stadig ikke, hvad det betød. Men her fik jeg en lærer, som forstod mig. Vi talte om, at jeg bedst forstår tallene, når jeg har læst dem, så hun skrev alle tallene fra nul til 1000 til mig. Først med tal og så skrev hun ordene neden under. Det skulle jeg skrive over, og så har jeg terpet dem så meget, at jeg nu kan dem, fortæller Henriette Jakobsen, der også er begyndt at gå til bingo for at træne sine nye færdigheder.

Overset lidelse

Talblindhed er den meget oversete søster til ordblindhed. Hvor alle efterhånden kender til ordblindhed og hvilke redskaber og muligheder man har som ordblind, er talblindhed stadig en lidelse, som kun få kender. Måske var det også grunden til, at Henriette Jakobsen nåede at blive 19 år, før hun blev testet for talblindhed.

Jeg har altid skændtes med min far om skolearbejdet. Han troede ikke, at jeg havde lavet lektier, men jeg havde forsøgt - jeg kunne bare ikke finde ud af det, selvom jeg fik specialundervisning og det hele. Da jeg var 15 år, døde min mor, og jeg begyndte at gå hos en psykiater. Det gjorde jeg også, mens jeg tog de første to år af mekanikeruddannelsen, men da der kom for mange tal ind i uddannelsen, måtte jeg springe fra. Psykiateren sendte mig til test på Herning Sygehus, og det var bare så stor en lettelse for mig, da jeg, min far, mentoren fra teknisk skole og min kæreste kunne få at vide, hvorfor jeg havde så svært ved tal – det var ikke, fordi jeg var doven eller dum, som jeg gik og sagde til mig selv, fortæller hun.

Fremtiden er lys

Pludselig ser fremtiden lys ud for Henriette Jakobsen. Mekanikerdrømmen er kørt i garagen, mens hendes far foreslog hende at begynde arbejde med mennesker. Det råd har hun fulgt og arbejder i dag på Spjald Plejehjem. Det er meget bedre, og der er ikke mange tal – og når der er tal, så er de søde til at vise hensyn.

I begyndelsen kunne de sige, at jeg skulle gå hen til stue et-syv, men nu kender jeg jo tallene og kan godt forstå 17, fortæller hun.

Henriette Jakobsen er begyndt på EGU, som på to år giver hende den uddannelse, hun gerne vil have, så hun fremover kan søge de jobs, hun kunne tænke sig.

Derfor anbefaler jeg også andre, som har det svært i skolen at begynde på VUC. Her er ikke så mange i klasserne, og lærerne har bedre tid til at hjælpe. Og er du i tvivl – så få taget den test om talblindhed. Det hjælper, når man ved, hvad problemet er. Husk: du kan godt. Det gælder bare om at få de rigtige hjælpemidler. Der skal nok være en vej, lyder hendes råd.

Henriette er talblind

22-årige Henriette Jakobsen har været talblind hele sit liv. I sommer kom hun på VUC, og nu kan hun tallene op til 1000.

Hvis tallet 17 er lige så uforståeligt som et семнадцать (det russiske ord for 17, red), er det svært at klare selv de nemme regnestykker i folkeskolen.

Og hvis ens personnummer er en remse, man må lære ud fra ordene, fordi tallene ikke giver mening, så er det svært at få en hverdag til at fungere, for hvor mange penge skal du have op af pungen, når ekspedienten siger 249,50? og hvordan når du frem, hvis bussen kører klokken 15.23, og der ligeså godt kunne stå nogle kinesiske tegn i køreplanen?

Sådan var Henriette Jakobsen liv i mange år.

Jeg havde det dårligt og følte mig så dum. Jeg var ked af det og tænkte, at jeg aldrig ville kunne få en uddannelse og et job, at jeg ville blive førtidspensionist og aldrig være i stand til at hjælpe mine børn med deres lektier, fortæller hun.

I dag har hun det helt anderledes. Hun er håbefuld og optimistisk, når hun ser på sin fremtid. Ændringen skete, da hun i sommer begyndte på VUC.

Jeg kunne kun tallene fra nul til ni, da jeg kom her. Hvis jeg skulle forstå et tal som 22, skulle man sige to-to til mig. Ellers vidste jeg ikke, hvordan det så ud, og jeg vidste stadig ikke, hvad det betød. Men her fik jeg en lærer, som forstod mig. Vi talte om, at jeg bedst forstår tallene, når jeg har læst dem, så hun skrev alle tallene fra nul til 1000 til mig. Først med tal og så skrev hun ordene neden under. Det skulle jeg skrive over, og så har jeg terpet dem så meget, at jeg nu kan dem, fortæller Henriette Jakobsen, der også er begyndt at gå til bingo for at træne sine nye færdigheder.

Overset lidelse

Talblindhed er den meget oversete søster til ordblindhed. Hvor alle efterhånden kender til ordblindhed og hvilke redskaber og muligheder man har som ordblind, er talblindhed stadig en lidelse, som kun få kender. Måske var det også grunden til, at Henriette Jakobsen nåede at blive 19 år, før hun blev testet for talblindhed.

Jeg har altid skændtes med min far om skolearbejdet. Han troede ikke, at jeg havde lavet lektier, men jeg havde forsøgt - jeg kunne bare ikke finde ud af det, selvom jeg fik specialundervisning og det hele. Da jeg var 15 år, døde min mor, og jeg begyndte at gå hos en psykiater. Det gjorde jeg også, mens jeg tog de første to år af mekanikeruddannelsen, men da der kom for mange tal ind i uddannelsen, måtte jeg springe fra. Psykiateren sendte mig til test på Herning Sygehus, og det var bare så stor en lettelse for mig, da jeg, min far, mentoren fra teknisk skole og min kæreste kunne få at vide, hvorfor jeg havde så svært ved tal – det var ikke, fordi jeg var doven eller dum, som jeg gik og sagde til mig selv, fortæller hun.

Fremtiden er lys

Pludselig ser fremtiden lys ud for Henriette Jakobsen. Mekanikerdrømmen er kørt i garagen, mens hendes far foreslog hende at begynde arbejde med mennesker. Det råd har hun fulgt og arbejder i dag på Spjald Plejehjem. Det er meget bedre, og der er ikke mange tal – og når der er tal, så er de søde til at vise hensyn.

I begyndelsen kunne de sige, at jeg skulle gå hen til stue et-syv, men nu kender jeg jo tallene og kan godt forstå 17, fortæller hun.

Henriette Jakobsen er begyndt på EGU, som på to år giver hende den uddannelse, hun gerne vil have, så hun fremover kan søge de jobs, hun kunne tænke sig.

Derfor anbefaler jeg også andre, som har det svært i skolen at begynde på VUC. Her er ikke så mange i klasserne, og lærerne har bedre tid til at hjælpe. Og er du i tvivl – så få taget den test om talblindhed. Det hjælper, når man ved, hvad problemet er. Husk: du kan godt. Det gælder bare om at få de rigtige hjælpemidler. Der skal nok være en vej, lyder hendes råd.