2 formiddage om ugen arbejder Elna nu med bogstaver, som driller. Hun læser og skriver, lytter lyde og sætter dem sammen. Snart skal hun til at skrive i den bog, som svigerdatteren har givet hende, og det glæder hun sig til.

”Jeg synes, vi læser baglæns - og det syntes jeg også, da jeg var barn.” Elna husker tydeligt sin skoletid. I de første år tog hun afsted til skole uden mavepine. Det var svært, for bogstaverne gav ikke mening, men hun blev sendt ind til lærerens kone for at få ekstra undervisning sammen med et par andre, så det gik alt sammen.

”På det tidspunkt blev jeg endnu ikke mobbet. Ingen blev moppet på skolen - det sørgede vores lærer for.” Man kunne godt være anderledes og glad på én gang.

Elna Vissing Pedersen (tv) får hjælp til sit skriveprojekt at underviser Lise Hammershøj-Davidsen på VUC, Uddannelsescenter Ringkøbing-Skjern. Hun er den ældste på VUC-holdet, men studievejlederen forsikrede Elna om, at man aldrig er for gammel til 

Mobning er ikke en ny opfindelse

Ganespalte og dobbeltsidet læbespalte gjorde Elna temmelig meget anderledes, og hun havde ingen tænder i overmunden. Det var svært at forstå, hvad hun sagde.

”Jeg var tit på hospitalet eller på taleinstitut for at blive behandlet. Jeg var meget væk fra skolen.”

Da hendes forældre flyttede fra Østjylland til Vestjylland, gik det galt. ”Jeg kom i en ny skole, og så begyndte mobberierne. Jeg lærte ingenting og fik ingen lektier for. De troede, at jeg var dum, og jeg følte mig som analfabet.”

Elna ventede bare på at komme ud af skolen, og det kom hun for 60 år siden.

Nu er 73-årige Elna tilbage igen efter mange år med radioen tændt hver eneste dag, højskoleophold, landbrug, frivilligt arbejde i Kirkens Genbrug og menighedsrådsarbejde. ”Men jeg har ikke læst og skrevet ret meget.”

Netbibliotek for ordblinde

Elna var egentlig på biblioteket med nogle lydbøger, som hun ikke kunne få til at virke, og så var det, at bibliotekaren spurgte, om hun ikke skulle tilmeldes E17.

”Jeg havde aldrig hørt om E17, men fandt jo ud af, at det var en hjemmeside for bl.a. ordblinde, der gerne vil hente lydbøger.”

For at blive indmeldt, skal man have et bevis på, at man har læse-/stavevanskeligheder. Elna anede ikke, hvor hun skulle gå hen. Det gør hun nu, og hun vil gerne fortælle hele verden, at de kan gøre det samme.

”Jeg ringede nemlig til VUC, som testede mig og gav mig et bevis på, at jeg har læse-/staveproblemer.”

I dag er hun tilmeldt E17 og har for altid ret til at lytte til alle mulige lydbøger - på computer, tablet eller mobil. Og hun fik øje på muligheden for at gå til undervisning.

Når man bare kender mulighederne

2 formiddage om ugen arbejder Elna nu med bogstaver, som driller. Hun læser og skriver, lytter lyde og sætter dem sammen. Snart skal hun til at skrive i den bog, som svigerdatteren har givet hende, og det glæder hun sig til.

”Jeg synes, vi læser baglæns - og det syntes jeg også, da jeg var barn.” Elna husker tydeligt sin skoletid. I de første år tog hun afsted til skole uden mavepine. Det var svært, for bogstaverne gav ikke mening, men hun blev sendt ind til lærerens kone for at få ekstra undervisning sammen med et par andre, så det gik alt sammen.

”På det tidspunkt blev jeg endnu ikke mobbet. Ingen blev moppet på skolen - det sørgede vores lærer for.” Man kunne godt være anderledes og glad på én gang.

Elna Vissing Pedersen (tv) får hjælp til sit skriveprojekt at underviser Lise Hammershøj-Davidsen på VUC, Uddannelsescenter Ringkøbing-Skjern. Hun er den ældste på VUC-holdet, men studievejlederen forsikrede Elna om, at man aldrig er for gammel til 

Mobning er ikke en ny opfindelse

Ganespalte og dobbeltsidet læbespalte gjorde Elna temmelig meget anderledes, og hun havde ingen tænder i overmunden. Det var svært at forstå, hvad hun sagde.

”Jeg var tit på hospitalet eller på taleinstitut for at blive behandlet. Jeg var meget væk fra skolen.”

Da hendes forældre flyttede fra Østjylland til Vestjylland, gik det galt. ”Jeg kom i en ny skole, og så begyndte mobberierne. Jeg lærte ingenting og fik ingen lektier for. De troede, at jeg var dum, og jeg følte mig som analfabet.”

Elna ventede bare på at komme ud af skolen, og det kom hun for 60 år siden.

Nu er 73-årige Elna tilbage igen efter mange år med radioen tændt hver eneste dag, højskoleophold, landbrug, frivilligt arbejde i Kirkens Genbrug og menighedsrådsarbejde. ”Men jeg har ikke læst og skrevet ret meget.”

Netbibliotek for ordblinde

Elna var egentlig på biblioteket med nogle lydbøger, som hun ikke kunne få til at virke, og så var det, at bibliotekaren spurgte, om hun ikke skulle tilmeldes E17.

”Jeg havde aldrig hørt om E17, men fandt jo ud af, at det var en hjemmeside for bl.a. ordblinde, der gerne vil hente lydbøger.”

For at blive indmeldt, skal man have et bevis på, at man har læse-/stavevanskeligheder. Elna anede ikke, hvor hun skulle gå hen. Det gør hun nu, og hun vil gerne fortælle hele verden, at de kan gøre det samme.

”Jeg ringede nemlig til VUC, som testede mig og gav mig et bevis på, at jeg har læse-/staveproblemer.”

I dag er hun tilmeldt E17 og har for altid ret til at lytte til alle mulige lydbøger - på computer, tablet eller mobil. Og hun fik øje på muligheden for at gå til undervisning.